
Toyota C-HR+ nomineret til Årets Bil i Danmark
Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 22. oktober 2025
Toyotas helt nye elbil, C-HR+, er nomineret til Årets Bil i Danmark 2026. Det står klart efter de indledende testkørsler på og omkring FDM Jyllandsringen ved Silkeborg. Her har 21 danske biljournalister stemt C-HR+ i finalen til Årets Bil i Danmark og samtidig barberet kandidatfeltet ned fra oprindeligt 30 til kun syv. Vinderen kåres 25. november.


Når Årets Bil i Danmark 2026 skal kåres i slutningen af november, er Toyotas helt nye elbil, C-HR+, blandt de syv finalister i kampen om den prestigefyldte titel. Dermed kandiderer C-HR+ altså til at blive kåret som den bedste nye bil i Danmark her umiddelbart inden, bilen introduceres i Danmark som et af de første lande i verden.
I alt 21 biljournalister fra forskellige danske medier, blogs og YouTube-kanaler har efter et par dages testarbejde på vejene omkring FDM Jyllandsringen ved Silkeborg udvalgt i alt syv blandt oprindelig hele 30 kandidater til den store finale.
Nogle af de styrker, der er blevet fremhævet ved den helt nye Toyota C-HR+ er bl.a. bilens skarpe design, som af flere er blevet beskrevet som et design med attitude, og som tør skille sig ud. Samtidig er bilens gode køreegenskaber som følge af den dedikerede elbilplatform og lave tyngdepunkt blevet rost, ligesom bilens pris fra 299.990 kr. for udgaven med den store batteripakke på 77 kWh, der giver en forventet WLTP-rækkevidde på op til 609 km, også får C-HR+ til at markere sig stærkt i feltet.
Forhjulstræk og firehjulstræk
Det var ved de indledende testkørsler muligt at teste den forhjulstrukne udgave med 224 hk, men C-HR+ kan også fås med firehjulstræk og hele 343 hk samt mulighed for at spænde op til 1.500 kg på anhængertrækket. Dermed kan den nye elbil fra Toyota imødekomme endnu flere danskeres behov ved en bil i hverdagen.
Hos Toyota glæder man sig meget over, at C-HR+ blev stemt ind blandt de syv finalister til Årets Bil i Danmark 2026.
"Vi er meget taknemlige og samtidig også ydmyge over, at de danske motorjournalister har stemt C-HR i finalen til Årets Bil i Danmark 2026. Vi forventer, at C-HR+ bliver en af vores mest populære modeller i Danmark næste år, og når en kompetent jury af bileksperter også peger på den som en af årets bedste biler, er det kun med til at bestyrke os i dette," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Han fremhæver desuden også den tryghed med op til 10 år eller 1 mio. km garanti på batterikapaciteten, som Toyota-elbilejere får med i pakken, når de vælger en C-HR+ eller en af Toyotas øvrige kommende elbiler som fx den nye bZ4X eller Urban Cruiser.
Alle finalister er elbiler
De øvrige nominerede til titlen som Årets Bil i Danmark 2026 udover Toyota C-HR+ er Firefly, Kia EV4, Mercedes Benz CLA, Renault 4, Renault 5/Nissan Micra og Zeekr 7X. Dermed er alle finalisterne for andet år i træk elbiler, hvilket ligger i god tråd med det, som danskerne efterspørger. De seneste tal fra bilstatistik.dk viser, at hele 91 procent af de private nyregistreringer i september var fuldt elektriske biler.
Den 21 personer store jury har nu godt en måned til at afgøre, hvem af de syv finalister, der skal løbe med den endelige titel som Årets Bil i Danmak 2026. Vinderen offentliggøres 25. november.
Toyota har tidligere vundet Årets Bil i Europa tre gange. Udover hybridbilernes moder, Prius, i 2005 har Toyota Yaris vundet Årets Bil i Europa i 2000 og igen i 2021. Toyota har endnu en titel som Årets Bil i Danmark til gode.