Foto: Lars Krogsgaard.

Toyota runder 1.000 bestillinger på elbilen C-HR+

Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 17. december 2025

Toyota åbnede i starten af november for salget af den helt nye elbil, C-HR+ til priser fra 299.990 kr. Her kun lidt over en måned senere har Toyota rundet 1.000 forudbestillinger i Danmark. Næsten halvdelen af de første danske kunder har valgt udgaven med firehjulstræk, mens de mest valgte farver er grå og mineralgrøn.

Interessen for Toyotas helt nye elbil, C-HR+, der nåede finalen til Årets Bil i Danmark 2026, har været massiv, siden Toyota i begyndelsen af november åbnede for salget i Danmark. Her kunne man løfte sløret for priser fra 299.990 kr. for den skarpt designede SUV.

Den skarpe pris og 0 procent i variabel rente kombineret med overbevisende køreegenskaber, en WLTP-rækkevidde på op til 607 km og mulighed for firehjulstræk med op til 343 hk har fået adskillige danskere til at strømme hen til deres lokale Toyota-forhandler for at bestille den nye elbil. Toyota melder således om, at man nu har rundet over 1.000 forudbestillinger af C-HR+ her kun lidt over en måned efter salgsstart.

"Vi ved godt, at vi med C-HR+ har en fuldt elektrisk bil, der taler til rigtig mange med god rummelighed i kabinen, lang rækkevidde og et design, der er lige så skarpt som prisen og finansieringen. Derfor er det en stor glæde at se, så mange danskere har bestilt en C-HR+ på så kort tid," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.

Stor interesse for firehjulstræk
Det er muligt at få C-HR+ med et 77 kWh litium-ion batteri og med valget mellem forhjulstræk med 224 hk eller firehjulstræk med hele 343 hk. Mens firehjulstræk ellers normalt ikke er noget, der står højt på danskernes ønskeliste, når de skal have ny bil, er historien en helt anden ved C-HR+.

Toyota afslører, at 46 procent - eller næsten halvdelen - af danskerne har valgt den kraftfulde, firehjulstrukne udgave, der accelererer fra 0 til 100 km/t. på blot 5,2 sekunder og har mulighed for at trække op til 1.500 kg. Den relativt store interesse for den firehjulstrukne udgave skyldes bl.a., at man udelukkende kan få den højeste udstyrsudgave, Executive, hvis man vælger firehjulstræk. Samtidig frister den forholdsvis begrænsede merpris på 20.000 kr. for firehjulstrækket også flere.

"Man får jo to elmotorer placeret for og bag med betydeligt mere power samlet set, træk på alle fire hjul og en højere trækkapacitet for en forholdsvis begrænset merpris. Og vælger man at finansiere sit bilkøb gennem Toyota Finans, bliver den månedlige ydelse under 200 kr. højere for den billigste udgave med firehjulstræk sammenlignet med den forhjulstrukne," påpeger Anders Tystrup.

Der er to forskellige udstyrsudgaver til C-HR+. Den forhjulstrukne udgave kan udelukkende fås med Active-udstyr, der som standard omfatter bl.a. 18" alufælge, adaptive LED-forlygter, to-zonet klimaanlæg, 14" multimedie touchskærm med integreret navigation på dansk, bakkamera, mørktonede ruder, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, el-bagklap, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, sædeindtræk i delkunstlæder, ratvarme, to trådløse smartphoneopladere og den avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense 3 med adskillige aktive sikkerhedssystemer og førerassistentsystemer samt meget, meget mere.

Hver tredje vælger Executive
Den firehjulstrukne udgave kan både vælges med Active-udstyr og i den højere udstyrsudgave, Executive. Her får man udover firehjulstrækket og de ekstra hestekræfter som standard også 20" alufælge, sortlakeret bitone tag, 360 graders panoramakamera, intelligent parkeringsassistent, sæder i kunstlæder, digital nøgle, indbygget 22 kW oplader og el-justerbart førersæde.

Toyota fortæller, at to ud af tre danskere har valgt en af de to Active-udstyrsudgaver, mens den sidste tredjedel er blevet fristet af Executive-udgaven.

To farver deler danskernes gunst. 35 procent af C-HR+ kunderne har nemlig bestilt den grå Manhattan Grey metallak, som følger med bilen uden merpris, ligesom 35 procent har valgt den helt nye grønlige Mineral metallak. Sort er den tredjemest populære farve til C-HR+ med 13 procent, den røde Metal Oxide tegner sig for 9 procent af bestillingerne, mens 8 procent har valgt C-HR+ med perlemorshvid metallak.

Uanset hvilken udgave af C-HR+ man vælger, kommer de alle som standard med en energibesparende varmepumpe og batteriforvarmer, der sikrer højest mulig opladningshastighed under de kolde forhold, som fx en dansk vinter kan byde på. Derudover medfølger der også altid op til 10 års eller 1 mio. km serviceaktiveret garanti på batteriet.

Foto: Lars Krogsgaard.