Stor hæder til sønderjysk Toyota-forhandler

Pressemeddelelse 15. april 2026

Den sønderjyske bilforhandler, Bil & Co. A/S, i Sønderborg er netop blevet tildelt den fineste hæder en bilforhandler kan opnå fra Toyota i Danmark som årets Ichiban-forhandler. Det er tredje gang i alt for forhandlerkoncernen og første gang for afdelingen i Sønderborg. Den fornemme Ichiban-pris bliver uddelt hvert år til den Toyota-forhandler i Danmark, der har ydet det absolut bedste inden for en række områder heriblandt kundeservice, salg og værkstedsloyalitet.

Når man afleverer bilen på værkstedet eller henter nøglerne til en ny Toyota, handler det i virkeligheden om noget helt simpelt: følelsen af at blive taget godt imod. At nogen lytter, holder deres ord og gør sig umage. Netop dén oplevelse har kunderne hos Toyota-forhandleren, Bil & Co. A/S, i Sønderborg peget på igen og igen, og nu har det været med til at udløse den fineste hæder i Toyota-organisationen som årets Ichiban-forhandler i Danmark.

"Det er en kæmpe ære for os at modtage Ichiban-prisen. Den er først og fremmest en anerkendelse af vores medarbejdere, som hver dag gør sig umage for at give kunderne en god oplevelse, uanset om de køber bil eller besøger værkstedet," siger adm. direktør Frank Hansen hos Bil & Co. A/S.

Toyota er i forvejen kendt for at yde den ypperste kundeservice og for at have de mest tilfredse kunder hos forhandlerne og på værkstederne. Det har kundetilfredsheds-undersøgelsen, AutoIndex, fra Loyalty Group slået fast i 23 år i træk. Hos Toyota hædrer man selv hvert år den forhandler, der har ydet det bedste inden for kundeservice, salg og værkstedsloyalitet. Og her skiller Bil & Co. A/S i Sønderborg sig altså særligt positivt ud.


Første hæder til Sønderborg
Det er tredje gang, at Bil & Co. A/S opnår den store hæder, men første gang at den tilfalder afdelingen i Sønderborg. Den sønderjyske Toyota-forhandler har gennem en årrække opbygget en stærk position i Sønderborg og omegn med fokus på personlig service, lokale relationer og et vedvarende arbejde med kundetilfredshed på tværs af hele forretningen.

"Vi har stort fokus på at indarbejde ensartede processer i alle vores forretninger og i de processer at sikre kunderne en rigtig god oplevelse, både når de møder hos fysisk og i den digitale verden. Det skaber gode ambassadører og høj loyalitet," forklarer Frank Hansen fra Bil & Co. A/S.

Han peger på en god sammensætning af medarbejdere og nære relationer til kunderne som nogle af forklaringerne på den sønderjyske succes.
"Det er de små ting, der gør forskellen mellem vores afdelinger. Der er en ekstraordinær stærk fællesskabsfølelse hos medarbejderne i Sønderborg, og det har så måske forstærket evnen til i endnu bedre grad at udleve den Toyota-kultur, der handler om at behandle enhver kunde som en værdsat gæst derhjemme," fortæller Frank Hansen.

Bil & Co. A/S har forretninger i Kolding, Åbenrå, Haderslev og altså Sønderborg. To gange tidligere er afdelingen i Kolding blevet hyldet som årets Ichiban - senest for to år siden. Men denne gang tilfalder hæderen altså medarbejderne i Sønderborg.

Bedste forhandler i byen
Ligesom resten af netværket af Toyota-forhandlere i Danmark arbejder Bil & Co. i Sønderborg på at være den bedste forhandler i byen. En af måderne at sikre det i hverdagen er ved ikke at fokusere på for mange områder ad gangen.

"Hver medarbejder har fem fokusområder, så det er lettere at overskue tingene for den enkelte. Det kan hurtigt blive uoverskueligt, hvis man skal holde fokus på alt for mange ting ad gangen," siger Frank Hansen.

Hos Toyota Danmark, der uddeler Ichiban-prisen hvert år, er administrerende direktør Pernille Kim Johansen imponeret over Bil & Co. i Sønderborg og lykønsker medarbejderne med den store bedrift.
"Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til Bil & Co. i Sønderborg med årets Ichiban. Hos Bil & Co. i Sønderborg møder kunderne en forhandler, der kombinerer høj faglighed med en oprigtig interesse for den enkelte kunde. Ichiban-prisen er en stor anerkendelse af et team, der hver dag arbejder målrettet for at skabe tryghed, kvalitet og tillid," siger Pernille Kim Johansen fra Toyota Danmark.

Ichiban-prisen anerkender, at man til fulde efterlever Toyotas filosofi om at sætte kunden først. Den uddeles over hele Europa til én forhandler i hvert land en gang om året. Ichiban er i øvrigt et japansk ord lånt fra "Okyakusama Ichiban", der betyder "kunderne først".